tirsdag den 16. januar 2018

Nu skal der bruges penge

Hele dagen skal bruges på møder, da vi har svært ved at tage mange fridage fra arbejde, bliver vi nødt til at nå så meget som muligt, på de dage vi så ender med at tage fri. Mødet med HTH skal være i deres Tilst afdeling, og El-salg i deres Horsens afdeling, da det åbenbart er dem de har et samarbejde med. Så bilen bliver pakket tidligt, og vi tøffer afsted med søvn i øjnene. Spændt på at få afklaring på nogle poster, hvor vi kan være bange for, at vi ender med at gå meget over budget.

Møde med HTH
Vi har forsøgt at forberede os lidt, med at besøge en lokal HTH, vi fik dog af vide at det var ikke sikkert, det var det samme sortiment, da afdelingen i Tilst arbejder meget med levering til nybyggerier. Vi snuser dog alligevel rundt, og får en ide om i hvilken retning vi gerne vil gå. Jeg vil helt klart anbefale andre også at gøre dette, da vi fik afklaret en del, og fik afstemt med hinanden, hvad vi ønskede. Vi fandt rimelig hurtigt ud af, at der ikke ville være penge i budgettet, til en stenbordplade i køkkenet.

Vi finder igen ud af, at man skal gå ud fra de normale listepriser de har, og at det er monteringen man får rabat på. Så ingen må vi gå ud fra, at vores penge nok ikke rækker så langt, som vi har håbet på.
Vi har tidligere kunne læse os til, at folk ender med at bruge en masse penge på HTH delen, og vi har allerede en fornemmelse af, at vores budget også er ved at skride. Vores første melding til vores HTH konsulent er derfor, at vi har ikke meget lyst til at gå over budgettet, så hun skal sætte bremseren i, hvis vi begynder at vælge løsninger der er for dyre.
De næste par timer bliver brugt på at gennemgå badeværelserne, bryggers, køkken og walk-in, vi synes vores konsulent kommer med gode indspark, når vi står og er lidt i tvivl. Vi føler ikke på noget tidspunkt, at hun forsøger at presset os noget på, vi får også lov til flere gange, lige at diskutere løsningerne i fred.

Køkkenet: Vi falder for deres hvide grebsfrie løsning med skuffelook, dette er desværre en af de lidt dyre løsninger, men vi bliver enige om at det vil vi gerne ofre. Højskabene bliver i sort eg, med lidt struktur, så fedtfingre ikke ses for tydeligt. Den låge vi gerne vil have, findes desværre ikke i grebsfri, så vi vælger et lille diskret metal greb, der placeres på siden. Der vælges 2 sektioner med skuffer, vi ville rigtigt gerne have haft flere skuffer, men for at holde budgettet, fravælger vi dem.
Bordpladen bliver en mørke grå laminat plade med lidt struktur, og den skal løbe ned langs siden af skabene. Vi vælger at få bordpladen i 5 mm, og hæver den til højden 94 cm, for at få en bedre arbejdshøjde. Vasken bliver enkelt med bagkant, og skal underlimes.
Vi ville måske gerne have haft byttet rundt på vasken og opvaskeren, men vandrør ligger fast på nuværende tidspunkt, så det kan vi ikke lave om på. Igen en ting som vi troede, vi kunne finde ud af hen ad vejen, havde været rart at have fået den information noget før, så vi kunne have været med i beslutningstagningen.

Badeværelserne: Vi er rigtigt meget i tvivl, om vi skal vælge en mørk bordplade med lyse låger, eller en lys bordplade med mørke låger. Vi har tidligere haft en mørk bordplade, og synes at ridser kunne ses for tydeligt, derfor ender vi med at vælge en lys bordplade med lidt nuancer (ridser kan også ses tydeligt i en hvid bordplade), og en sort låge, der matcher lågerne i køkkenet. Grebene bliver i metal, og placeres lige under bordpladen. Langt hen af vejen er vi i tvivl om de sorte låger, vil gøre rummene for mørke, men vi må vente og se hvordan resultatet bliver.

Bryggers: Vores konsulent har lavet skitser over de enkelte rums indretning, og vi bliver lidt overrasket over at se, at vaskemaskine og tørretumbler ikke er placeret ovenpå skuffer, og herved hævet fra gulvet. HTH siger at det er de ikke blevet informeret om, og igen at det ikke er noget der kan ændres nu. Vi er fuldstændig uforstående, da vi jo har bedt dem om at flyttet vinduet, så der er plads til det, så vi er 100 % sikre på, at vi har den ændring på skrift. Konsulenten ringer til Milton, og vender også tilbage med meldingen om, at det er OK, og at de bare ikke var blevet informeret, så op i højden med maskinerne.
Vi vælger den samme bordplade som i køkkenet, bare med en tykkelse på 4 mm. Vi vælger en lidt billigere låge i bryggerset, hvid glat med et metal greb under bordpladen. Teknikskabet bliver kamufleret af skydedørslåger, hvor den anden halvdel bliver indrettet, med kun det basale til at stabilisere gavlen.

Walk-in: Vi er nok indstillet på at denne del af løsningen, højst sandsynlig må droppes, p.ga. overskridelse af budgettet på de andre poster. Vi vælger derfor den billigste løsning, med lidt hylder og bøjlestænger.

Møde med El-salg
Vi har inden mødet fået tilsendt en eltegning, der viser hvilke installationer der er med som standard i huset. Brian har brugt meget tid på at gennemgå denne tegning, undersøge hvad andre anbefaler, og hvad de har fortrudt efterfølgende. Vi har også gennemgået huset, hvor vi gerne vil have vores møbler stående, og f.eks. hvor fjernsynet skal hænge på væggen.
Vi er derfor godt afklaret med, hvad vi vil have af ekstra tilvalg. Vores primære tilvalg er ekstra stikkontakter, tomrør og spots både inde og ude. Vi har også nogle stikkontakter der skal flyttes, tilvalg bliver noteret, og tilbuddet vil blive sendt til os.



Jeg har brugt en del tid på at undersøge, hvilke hårde hvidevarer vi kunne være interesseret i, vi går primært efter testvindere. Det viser sig dog at jeg kan kassere hele denne liste, efter at have snakket med vores el installatør. Man skal nemlig være opmærksom på, at ikke alle hvidevarer passer ind i et nybygger hus.

Generelt skal man være sikker på at indbygnings elementer, passer ind med målene i skabene. Fryser og køleskabe skal endvidere være fladhængslet, for at passe ind i et HTH køkken. Opvaskeren skal være med ekstra højde, da vi har valgt at hæve bordhøjden. Nybyggede huset bliver bygget så tætte, at det er vigtigt at emhætten skal kunne kommunikere med genvækstanlæget, så man ikke tømmer huset for luft, når man tænder emhætten. Vaskemaskinen skal være med aquaatop, da der ikke er afløb i bryggerset, og ikke alle forsikringsselskaber dækker hvis uheldet skulle ske, og et aquastop ikke er installeret. Tørretumbleren skal være kondens, og have en god kondenseringsevne, så den ikke afgiver fugt til omgivelserne.


Han vil sende et tilbud til os med de modeller, vi har udvalgt i hans butik. Vi håber ikke at priserne bliver alt for høje, men rygtet siger at deres priser ligger en del over andres, vi må bare vente og se.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

This is the end

Så er vi endelig nået i hus, så at sige. Vi har haft et par hængepartier med Milton, som nu endeligt er blevet afsluttet, og vi er nu offic...