søndag den 5. november 2017

Kontrakt

Vi har fra starten kunne læse os til, at man skal sørge for at have styr på alt det praktiske, inden man sætter sin underskrift. Gennemgå derfor hellere kontrakten en ekstra gang for en sikkerhedsskyld, er underskriften først sat, kommer alle ændringer til at koste ekstra.

Milton bruger som sagt en standard kontrakt, og som udgangspunkt er man godt dækket ind af den. Vi har valgt ikke at få en advokat til at gennemgå kontrakten p.ga. omkostningerne, da vi også har fået af vide fra bankrådgiver og byggesagkyndig at den er okay. Dog har vi fået tilføjet et tillæg med punkterne:
  •  Aftale om en foraflevering 7 dage før overtagelse, de fejl og mangler vi finder, skal udbedres indenfor 4 uger.
  • Vi har mulighed for at sætte byggesagkyndig på projektet.
  • Konstruktions- og materialeændringer godkendes skriftligt af os, hvis det har økonomisk betydning for os. 
  • Skader på grunden forvoldt af Milton f.eks. væltning af skelpæle, udbedres for Miltons regning.
Da vi startede på hele projektet, var aftalen om overtagelse med en fleksibel dato, da vi jo ikke vidste hvornår vi ville få solgt huset. Derfor var der heller ingen mening med, at få en aftale om pris på eventuel forsinkelse. Dette fik vi desværre ikke ændret, da vi så lige pludselig havde solgt, og stod med en præcis indflytningsdato. I standard kontrakten er der et fast beløb sat af til forsinkelser, men vi har kunne læse os til at dette beløb, langt fra dækker de ekstra udgifter, man får ved en forsinkelse. Vi må bare håbe på at vi ikke får forsinkelser, især nu vi bygger i vinter halvåret, vi krydser fingre. Godt råd til andre, få skrevet det i kontrakten.


Inden vi nåede at sætte vores underskrift, havde vi læst kontrakten, og især materialelisten igennem mange gange. Den blev sendt frem og tilbage med rettelser mange gange, da vi ville være sikre på at alt stod korrekt, igen for at undgå fremtidige ekstra udgifter. Milton var rimelig hurtig til at svare tilbage hver gang, men vi begyndte at blive bekymret for, at alle disse rettelser ville forsinke overtagelses datoen. Overtagelsen var blevet rykket med 10 dage, p.ga. et andet bygge projekt der var kommet i hus, før vores var underskrevet. Vi måtte derfor til at tage nogle hurtige beslutninger, og vi håber bare ikke at vi har overset noget, vi får se.


fredag den 3. november 2017

Solgt

Vores hus er solgt, på bare 25 dage og på 3. fremvisning. Vi skynder os at kontakte Milton, nu skal der bare sættes skub i hele processen. Vi har heldigvis fået en forlænget overdragelse af det gamle hus, og hvis alt forløber som det skal, vil vi kunne flytte fra det gamle hus direkte over i det nye, vi krydser fingre for at der ikke kommer nogle forsinkelser.


Overvejelser

Vi har brugt rigtigt meget tid, på at læse om andre byggeprojekter, for forhåbentlig at undgå at gå i for mange fælder, eller ende med løsninger man fortryder senere. Herunder vil jeg gennemgå et par af de overvejelser vi har gjort os:

Tagrender: Standard bredden på tagrender er 125 mm, vi har dog kunne læse os til, at med de mængder regn vi får nu til dags, kombineret med vores tagflade, kan det anbefales at vælge en 150 mm bred tagrende, så man for det meste kan undgå overløb ved skybrud. Dette tilvalg kommer til at koste os ca. 6000 kr. ekstra.

Tegl: Her var der ikke så mange overvejelser, lokalplanen kræver at vi har tegl og ikke betonsten på taget. Dette tilvalg kommer til at koste os ca. 60.000 kr. ekstra.

Toiletter: Vi vælger at få væghængte toiletter på begge badeværelser, cisterne skal være skjult i en ydre kasse, og ikke indbygget i muren. Denne løsning vælger vi, så hvis der skulle blive noget med cisterne, skal man ikke bryde væggen op, for at komme til den. Dette tilvalg kommer til at koste os ca. 6000 kr. ekstra.

Skuffer: Vi ville rigtigt gerne have haft flere skuffer i vores hus, herunder også sokkeskuffer, da de giver et nemmere overblik, men da skuffer er væsentligt dyrere (koster ca. 3 gange så meget) end skabe, har vi været nødt til at nedprioritere dette ønske. Budgettet vil simpelthen ikke kunne holde til, at vi ikke sparer på denne post.

Vinduer: I vores nuværende hus har vi enkelte vinduer der er bund/side hængt, hvilket betyder de både kan vippes foroven, samt åbnes fuldt i siden. Vi synes denne løsning er god, da det ikke gør så meget, hvis man glemmer og lukke et vippet vindue. Dette er dog ikke standard vinduer, og vil koste os 27.500 kr. mere, så den løsning dropper vi meget hurtigt.

Døre: Da vi har kat, og derfor skal kunne montere en kattelem i hoveddøren, skal dette også gennemtænkes inden valg af dør. Vi kontakter Rationel (leverandøren af vinduer og døre) for at høre hvilke døre de vil anbefale. Vi ender med en rammedør, med 2 glasfelter øverst. Nederst er der 2 fyldninger, hvori vi i den ene kan placere kattelemmen. Denne løsning gør det også nemmere, hvis man vil fjerne kattelemmen igen på et senere tidspunkt. Samme dør vælges ind til redskabsrummet, her dog med matteret glas.

Vedligeholdelsesfrie materialer: En af de helt store grunde til at vi vælger at bygge nyt, er for at slippe for at skulle renovere på et ældre hus, derfor er det også vigtigt for os, at materialerne der bliver brugt er vedligeholdelsesfrie. Vinduer/døre er som standard i træ/alu, og vi vælger at få lavet stern i iverplank. Redskabsskuret bliver muret på 2 af siderne, og med træværk ind mod carporten. Vi vurdere træværket ikke er så udsat her, og holder det i alm. træ for at holde omkostningerne lidt nede.

Indvendig indretning: Det kan være en rigtigt god ide, at gennemtænke hvordan man vil indrette huset, med de møbler man har, herved kan man undgå at vinduer, stikkontakter og andet bliver uheldigt placeret i forhold til hinanden. F.eks. vælger vi at placere walk-in imellem stue og soveværelse, herved undgår man at larm fra stuen ikke transporteres til soveværelse, hvis man ikke går i seng på samme tid.
Mange typehuse har indgang, med bryggers placeret separat ved siden af. Dette synes vi var spild af kvm, da man jo ikke bruger entréen til andet end gennemgang. Den løsning vi vælger til indretning af bryggers er så elegant, at vi ikke har noget problem med, at modtage vores gæster i bryggerset.

Fliser/parkét: Værelserne leveres som standard med gulvtæpper, vi har dog valgt at opgradere til akustik laminat gulv, så vi ikke har nogle tæpper i huset. Dette giver også en ekstra udgift på budgettet.

Overdækket terrasse: Den overdækkede terrasse følger huset størrelse. Vi startede med at få prisoverslag på et hus på 145 kvm, vi synes dog at stuen er lidt for lille, og vi beder dem derfor om at forlænge stuen med 1 meter. Huset ender herved med at blive 150 kvm, og vores overdækkede terrasse bliver også lidt større, hvilket vi tror vi vil blive glade for i længden. De 5 kvm kommer til at koste 25.000 kr. mere.


Vi får flere gange af vide i løbet af opstarts forløbet, at vi ikke behøver tage stilling til enkelte ting, som f.eks. vinduer, døre og gulve. Men længere henne i forløbet, virker det nærmest som om beslutningen er taget for os, og vi får det der er som standard. Hvis vi vil have andre løsninger kommer der en merpris på, hvilket vi ikke havde indtrykket af fra starten. For os ender det med at vi alligevel vælger standard løsningen, så det er ikke noget der er blevet et problem for os. Men synes jeg vil gøre opmærksom på, at hvis man har en ide om, at man ikke vil have standard løsningen, skal man sørge for at gøre opmærksom på det, inden man sætter sin underskrift, så det kan nå at fremgå af kontrakten.

torsdag den 2. november 2017

Byggegrund

Der er ingen byggegrunde tæt på Sønderborg by, og vi ender derfor med at kigge på grunde lidt udenfor Sønderborg. Vi tager ud og besøge området, som er en mindre by med lidt forskellige indkøbs muligheder, området ligger tæt til vandet, og virker rigtigt hyggelig. Kvarteret vi kan købe grund i, har været under opføring et stykke tid, og grundene med den bedste udsigt er selvfølgelig længe solgt.
Vi fravælger hjørnegrunde og grunde med lang indkørsel, p.ga. for meget vedligeholdelse. Vi kigger på landkort, der viser hvor der er en risiko for at regnvand samles, og fravælger også disse grunde. Da vi ved at vi vil have et vinkelhus med overdækket terrasse, er det også vigtig at vi får sol på terrassen om aftenen.
Vi ender op med at der er 2 byggegrunde, som kan leve op til de ønsker vi har. Vi sætter Milton i gang med at lave geotekniske boreprøver på den ene grund, og de vender tilbage med den nedslående besked, at ekstra fundering vil komme til at koste 256.000 kr. Der er sat 75.000 kr. af til ekstra fundering i det tilbud vi har fået fra Milton, så købe af denne grund vil give os en massiv ekstra udgift. Milton laver straks boreprøver på den anden grund, uden at vi skal betale ekstra for det, normalt koster disse prøver omkring 7.000 kr. Vi får den glædelige besked, at på denne grund vil ekstrafundering inkl. bortkørsel af overskudsjord koste kr. 60.000,-.
Vi forsøger om vi kan presse prisen på grunden lidt, men sælger virker kun villig til at give afslag, hvis det viser sig at der er ekstra udgifter til funderingen. I sidste ende får vi 25.000 kr. af prisen, og vi kan endelige skrive under på at grunden er vores.



Grunden er byggemodnet og bidrag vedr. fjernvarme og tilslutningsbidrag vedr. vand, spildevand og el er betalt af sælger, og der skal derfor ligges et beløb på 117.000 kr. oveni købsbeløbet.

This is the end

Så er vi endelig nået i hus, så at sige. Vi har haft et par hængepartier med Milton, som nu endeligt er blevet afsluttet, og vi er nu offic...